Endelig en netforbindelse

Med pakkede cykler på mindst et ton per styk trillede vi begge ud af indkørslen, med kurs mod Fredericia. Næste dag skulle vi starte vores ferie, bare ikke sammen. Per skulle med overland drengene til Kina og jeg med Cosy tøserne til Harzen. Drengene skulle starte fra Fredericia næste dag ved 12 tiden og jeg skulle møde tøserne på en resteplads i Sønderjylland om formiddagen. Så en overnatning hos Per Rasmussen var ikke en dårlig ide. Sammen tog vi alle fire i byen og fik os en god middag - Per, Per, Lone og jeg. Mandag morgen kyssede jeg min mand farvel og kørte til Middelfart. Jeg skulle lige have tunet mine Dot ørepropper, og så tilbage til Jylland og møde Bodil og Jeanette. Jeanette kørte forrest. Hun kender Tyskland som sin egen bukselomme og har været i Harzen mange gange tidligere. Og det viste sig at vejen til Harzen indebar både motorvej, skovtur og mere motorvej. Selv tror jeg ikke jeg kan finde samme vej igen, så det er godt jeg ikke skal den vej hjem. Ankommet til Gosla skulle vi lige orientere os på et bykort, Jeanette havde medbragt. Bodil tog et kort blik på kortet, og fastslog: ”her står du – se selv den røde prik.” Og det gjorde vi sku’. Nå men Jeanette havde fundet os den mest charmerende lejlighed midt i Gosla by, og for et par håndeuro ekstra fik vi aflåst garage plads til cyklerne. Uden læs og i solskin trillede vi tirsdag morgen ud af Gosla, for at bestige Harzens bjerge. Der var dømt lege dag for store piger. Det var lærerigt og skide sjovt. Så sjovt vi lige tog en ekstra tur, før vi landede ved Bloksbjerg. Hun har bare indbygget tysk GPS – hvem sagde blackout - men hun har jo også boet sine første 6 år i landet.
Onsdag kørte vi videre til Tonenburg, et fantastisk flot borg for motorcykler og alle andre. Der var ikke mange cykler, vi mødte 4 svensker over en øl på verandaen. Ellers var der vist kun en tysker på Mc. Lidt af en flad fornemmelse. Men humøret var højt medens vi, under øl indtagelse, digtede på kælenavne til hinanden. Gæt selv hvad resultatet blev.
Torsdag var det tid til at tage afsked med pigerne. De fulgte mig til Paderborn hvor vi vinkede farvel *snøft*. Med instruktioner om hvilken vej jeg skulle følge drog jeg vest på, og roede mig alligevel ind i et spindelvæv af motorveje i Dortmund/Essen. Godt rundtosset kastede jeg håndklædet i ringen og kørte fra ved en Politirast. Den venlige tyske betjent udfærdigede en liste over bynavne der skulle få mig hele vejen til Calais i Frankrig, også kørte det bare der ud af. Desværre løb tiden og jeg måtte indse at jeg ikke kunne nå England den dag. I stedet fandt jeg en campingplads i Knokke-Heist. Det var i det mindste ved Nordsøen, også i Belgien. Holland var passeret og Belgien var enligt ikke på min rute. Men når jeg først drejer håndtaget ved jeg aldrig helt hvor jeg ender. Det viste sig at Belgien lukker kl. 18 og de store butikker kl. 20. Lidt surt, for jeg havde bare kørt hele dagen, spist en medbragt bolle, samt en gratis smagsprøve bolle jeg fik på en tankstation, og efter et tiltrængt bad var alt lukket, så jeg måtte gå i seng uden aftensmad. Heldigvis var der en automat på campingpladsen hvor jeg kunne trække et par øl og fik en snak med naboen, to unge Belgier som arbejde som håndværker i byen. Fredag sov jeg længer end planlagt, og skyndte mig at pakke medens jeg kogte vand til en kande te. Mad var en by i Rusland – den må jeg besøge når jeg kommer så langt.
Kursen var nu igen mod Calais og the tunnel to England. Planen var at tage ned langs kysten, men efter at have stået i vejsiden og rodet med kort, holdt en venlig Hollandsk lastbilchauffør ind og ville gerne vise mig vejen til Ræserbanen i Holland. Nå men jeg blev vis ud på de store veje og han kørte forrest og pegede da jeg skulle dreje fra. Flink mand. Så gik den direkte til tunnelen som er meget nem at finde. Ved tolden blev jeg vinket ind og tjekket for papir på cyklen, nok kontanter og han ville se en hotelreservation, så jeg viste ham den til St. Petersborg. Jeg fik dog lov at komme ind. En overfart kostede 101 Euro og cyklerne bliver ikke stroppet fast. Man bliver ved sin cykel under turen, og jeg vågede over den, hele vejen grundet mit store overlæs og derfor lidt for lange støttefod.
Da jeg ramte land fandt jeg lidt gafatape og klistrede det på venstre side af vindskærmen. Samtidig sagde jeg husk nu altid at køre i venstre side. Derefter brugte jeg igen et par timer på at finde kystvejen mod øst – rigtig dårlig ide. Nå man må jo kapitulere og rulle ind på motorvejen mod London – igen et tip, denne gang fra en taxichauffør der var kørt i bræk. For resten – mor – så havde jeg fået en varm toast og kold cola ved grænsen. Så får i ikke mere. Godt nok er jeg nu i Devon, men det tager jo tid at skrive og det skal sendes nu.

Farvel Danmark

Så er det snart… Farvel Danmark. Sankthans aften skulle jeg gerne lande på Bloksbjerg. Problemet er, barer at kosten ikke vil flyve og selv om jeg tager motorcyklen, er der 4-5 km at gå til toppen. Egentlig er det jo ikke et problem – vel? Men jeg har for en uge siden tabt to køkkenskabe inkl. 8 glashylder ned over skinebennet, med den effekt at der blev et indad gående hul på størrelse med et æg og et tilsvarende bule lige under, så det er ikke så fedt med en stroppe tur. Benet har det med at svulme til gigantiske størrelser under fysisk aktivitet. Nå men jeg kan da en få fin udsigt til bjerget når alle vennerne lander.
Ellers er cyklen kørerklar – siger Farsø MC! De har tjekket alt hvad de har kunnet finde på og fået et par ekstra opgaver, med montering af skotoiler og en smart gennemførelse af strøm til topboxen, så jeg kan holde strøm, via motorcyklen, på den bærbare. De skulle også montere en cruisecontrol, men den passede desværre ikke på til mit håndtag. I stedet tilbød de at jeg kunne købe en mekanisk model. En sådan havde jeg allerede fået af Otto fra Snedsted, men ville de sponsorer en ekstra, var det da også i orden. Sådan blev det – Farsø MC er og bliver mit værksted – barer ærgerlig at jeg ikke kan tage dem med. Nå men de mener jo at cyklen er god for de næste 10.000 km og det skulle jo næsten være nok.
Nå men jeg har fået adressen til træffet Stuffed and Plucked Rally i Skotland, og visumet til Rusland er også gået igennem. Cyklen er pakket – kæft den er tung – så i morgen søndag den 22. juni, går den syd på til Fredericia hvor jeg starter Sankthans mandag mod Bloksbjerg. Kan i have en god sommer – jeg rejser mod andre vejrguder – må de være barmhjertige.
Jeg skriver igen når jeg kan komme på nettet!