Hjemme efter 11.184 km

Baltikum

Først på aftenen lage vi til molen ved Tallinn. Jeg hjalp et par på motorcykel med at løsne deres cykel. De spænder jo ikke selv cyklen fast – det gør besætningen. De ville ud af byen, og jeg ville måske se lidt af Tallinn. Det blev også lidt. Jeg kikkede lidt på de gamle bygninger og bestemte mig for at komme væk fra storbyen varme. Jeg var kogt og ville ud og have luft. Et godt stykke uden for byen, fandt jeg en campingplads og lejede en lille hytte. Det værste jeg har set endnu. På madrassen var det gammel blod som en eller anden så ud til at have hostet op. En anden madras i hytten lignede noget fra oldemors tid – noget hør artig. Jeg lagde et tæppe på over blod pletten og smed min sovepose på sengen. Toilettet var i et skur med vandhanen udenfor og det var ikke lige vestlig standart. Bruser var der ingen af, men der var en sø som man kunne bade i. Jeg købte to dåse øl hos camping mutter og kunne ikke få låst cyklen ind. Så på med en skivelås og ellers ratlåse – der var jo også kun mig og 4 fulde ester der havde travlt med at spille højt musik, bade i søen og drikke sig fulde. Hyggeligt sted og til den nette sum næsten set alle de estiske penge jeg havde – hvilket skal sig 30 euro jeg vekslede på færgen. Næste dag var cyklen der stadig og jeg pakkede og kørte mod Pärnu. En by der efter de finer jeg mødte i Skotland, skulle være et yndet udflugtsmål for lokale som turister. På en af de mange bus holdepladser, holdt jeg ind for at købe en cola og noget spiseligt. Købte først en cola og kikkede lidt rundt efter noget jeg kunne have råd til og samtidig ville kunne få ned. Jeg havde endnu ikke fået morgenmad, eller aftensmad dagen før og varmen hjalp heller ikke på appetit, men jeg vidste at min krop havde brug for mad. Bag disken havde hun et stykke kold røget kyllingben. På engelsk (som hun ikke forstod) og med fagter fik jeg spurt om prisen. Det blev lagt på vægten og prisen viste sig at være mere end min famøse formue kunne strække til. Jeg prøvede at spæde om med euro, men det kunne hun ikke bruge til noget. Slukøret var jeg klar til at forlade butikken, da hun smilende pakkede kyllingestykket ind og tog pengene. Uden for under et skyggefuld træ, slog jeg mig ned i græsset og trang mit festmåltid ned, inden jeg kørte vider. Det var stegende hedt, da jeg parkerede cyklen i Pärnu og glemte at om parkeringsafgift, for at finde et klistermærke fra Estland. Det lykkes i en lille butik, hvor jeg fik lov at afregne i euro – campingpladsen havde jo blokket mig for lokal valuta og jeg gad ikke veksle. Der var jo ikke langt til Letland og en ny valuta. Med lidt estiske små mønter og et nyt klistermærke fortsatte jeg mod Riga. Det er ikke nogen lille by og det værste er at det er nemt nok at finde ind i byen, men håbløs at finde ud igen. Det giver jo sig selv at lokale folk behøver lidt skilte til at finde rundt i deres land, men de kan jo sagtens selv finde rundt i byerne. På den måde endte jeg med en alt for varm cykel, på et parkerings forbudt område, hvor der holdt en del lokale biler. Behændigt lod jeg være med at bloker brandbilernes udkørsel og smed cyklen ind til fortovet. En ung betjent var i hyggelig samtale med en smuk ung mø, og syntes ikke at interessere sig for min parkering. Men da jeg smed hjælmen og de så hvordan mit hår klistrede til hovedet og jakken klæbede til armene og ikke syntes at ville skilles fra min krop, kunne de ikke lade være med at trække på smilebåndet. Det må også have været et syn for guder, men det føltes som en befrielse at få lidt luft, selv om jeg ikke kunne smide kørerbukserne på åben gade. Der var 37 grader i skyggen, men desværre hold jeg ikke i skyggen. Jeg krøb ind under den skygge cyklen kunne give og tændte en smøg, medens jeg studerede min kortbog over Europa med bykort over hovedstæderne. Det hjalp mig ikke en disse, så jeg bestemte mig for at forstyrre betjenten – han var vel på arbejde. Han kunne heller ikke meget engelsk eller tysk men var sikkert god til sit lokale sprog. Han henviste mig til politigården, hvor sikkert var en der kunne engelsk. Alligevel prøvede jeg at vise ham mit kort for at få at vide hvor jeg var og få en vejvisning mod A8. Efter et kvarter viste jeg hvor de fleste seværdigheder var, men ikke hvordan jeg fandt A8 eller nøjagtig hvor jeg var. Nå, men så måtte jeg jo prøve på politistationen, selv om jeg ikke var meget for at lade cyklen stå alene midt i Riga. En sur betjent vrissede af mig og sendte mig ud i et venteværelse, uden at jeg havde forestillet ham mit ærende. Luften stod stille i det sparsom møbleret venteværelse, og det var om muligt endnu varmer end ude på gaden. Et par betjente kom ind med en flok piger, der var blodig tilred og efterlod dem i venteværelset, medens de gik ind og snakkede med den vagthavende. Så lettede jeg bagdelen fra det bord jeg sad på og vente tilbage til cyklen. Ung møen og betjenten var gået, så det var nok godt jeg selv overtog bevogtningen af cyklen. Efter en smøg startede jeg cyklen og kørte samme vej som jeg var kommet fra. Fandt et firmærke af et skilt der viste mod A10. Godt nok ikke den vej jeg skulle, men det var da en vej ud af byen. Jeg fandt flere frimærkeskilte og med mit indre kompas kombineret med lidt held endte jeg på A8, på vej mod Litauen.
Et stykke inde i Litauen, i byen Siauliai, fandt jeg et 3 stjernet hotel hvor jeg kunne få låst motorcyklen ind i en garage. Selv fik jeg et værelse med toilet og bad på gangen, men det var rent og der var toiletpapir. Endnu en gevinst var at der var trådløst internet, så jeg kunne få skrevet lidt til blokken. Der var ingen udenlandske turister på hotellet, kun et par piloter og forretningsfolk, så jeg fik en stille middag i restauranten, uden at snakke med nogen. Næste morgen var jeg klar ved morgenbordet kl. 7. Der skulle tilbagelægges kilometer i dag. Jeg fik vendt cyklen i garagen og op af den mindst 45 grader opkørsel til vejen. I byen gjorde jeg holdt for at finde et klistermærke fra Litauen, men butikkerne åbnede ikke før kl. 10 og det gad jeg ikke vente på. Nu gik det mod Polen, i en stor bue uden om Hvide Rusland, ad sporkørte veje. I vejkanten og på markerne gik storke og søgte føde til ungerne. Deres reder var nemme at få øje på i elmasternes top. Landmanden kørte mælkejunger på hestevognen, og kørerne var fortøjet i grøftekanten og på markerne. En kone sad på en skammel og håndmalkede en ko på marken. En gammel lastbil holdt pause i vejkanten, og over førerkabinen stod der med store bogstaver ”Slangerup” – selvfølgelig var den ikke på danske plader. De tre ester jeg havde mødt i Norge, var lidt rystet over den kraftige blæst i Norge. Det gav mening her hvor jeg havde kørt gennem deres land. Det blæser ikke meget i Baltikum. De kan ikke have haft storm i mange år, for så ville de huse jeg så være blæst omkuld. Mange bygninger er forfalden og befolkningen syntes fattige, men deres personbiler er af vestlig standart.
Vel inde i Polen fandt jeg, i andet forsøg, et hotel med et ledigt værelse. Desværre havde de ikke en garage hvor jeg kunne låse cyklen ind, og jeg måtte ikke køre cyklen ind i receptionen. Til gengæld havde de videoer overvågning af parkeringspladsen. Det var sent og jeg var træt, så det måtte være godt nok. En ældre mand blev tilkaldt og placeret i et glasbur på første sal, med en gammel skærm hvor han kunne se min cykel. Så hvidt jeg kunne forstå, ville han side der til kl. 2 om natten. Da jeg vågnede kl. 4, overvejede jeg at liste ned og se om cyklen stadig var der, men lod være, for hvad kunne jeg stille op hvis den ikke var der? Jeg havde bestilt morgenmad kl. 7:30 og efter at have tjekket at der var en cykle, pakkede jeg bagagen op på cyklen inden jeg gik ind til morgenbordet. Kl. 8 var jeg på vejen igen, og kæmpede mig vest på. Det blev en lang dag. Ved aften tid passerede jeg grænsen til Tyskland og glæde mig til endelig at komme på god tysk motorvej. Ha, det var go’ gammel Hitler vej, men heldigvis kun indtil jeg kom på 20’eren, mod Rostock. Det var på høje tid at finde en campingplads, nu jeg var i Tyskland. Men der var ikke noget på mit kort, og der var ingen skilte med hotel eller andet. Efter Rostock, holdt jeg ind på en rasteplads. Kæden slæbte hen ad asfalten, og skulle strammes inden jeg kørte barre 100 meter mere. Jeg tog en tår cola og drømte om mad, da jeg fik øje på en autocamper med danske nummerplader. Mig hen og banke på. Det var et par fra Åbenrå. Han var smed, og havde en kæmpe værktøjskasse med alt hvad jeg skulle bruge – heldig igen. Han hjalp sågar med operationen. Vi snakkede lidt om sikkerheden i at slå telt op på rastepladsen. Jeg kunne jo pakkere cyklen ved siden af autocamperen og smide teltet i nærheden. Den trykkede jeg lidt på, men fandt det lidt for risikabel. Område jeg befandt mig i var jo kendt for at gasse lastbilchauffør i dyb søvn, medens de stjal deres gods. Jeg valgte at kører videre. På den sidste rasteplads før Lübeck, gjorde jeg holdt igen. Det var blevet mørkt og jeg havde kørt i 15 timer. På rastepladsen var der en sti der gik op af en skrænt. Jeg gik op for at se hvor stien endte. Det viste sig at føre til en lille vendeplads uden bænke eller andet. Fint! Jeg listede tilbage og hentede cyklen. Med lidt behændighed fik jeg kørt cyklen op på skrænten og vendt den på vendepladsen, så jeg kunne komme samme vej tilbage. Jeg dækkede nummerpladen med en plasticpose, så den ikke reflektere evt. billygter, og smed min teltpose som hovedpude. Fandt en sidste lunken øl i tanktasken, og smed mig i græsset og kikkede på stjernerne. Jeg sov i to timer før jeg vågnede ved at jeg frøs. Tog en trøje mere på og smed mit lammeskind over hovedet igen for at undgå myggene og dukken. Endnu en time, ryge en smøg, og så den sidste time. Det var begyndt at blive lyst og jeg pakkede cyklen igen og kl. 5 trillede jeg ned af volden igen. På den sidste rasteplads før grænsen til Danmark, købte jeg en gang morgenmad og tankede dyret. Først på eftermiddagen smed jeg cyklen på gårdspladsen, av min r.. og gik ind for at tjekke hvor mange fartbøder der var i posten – ingen.
Turen blev på 11.183 km. Suzuki’en brugte 1 liter olie + en sjat jeg fik af Bodil i Harzen.
Hurra for Farsø MC – som havde garanteret den nok skulle holde 10.000 km.

Billig overnatning

Sløret Suziki

Ikke alt er asfalt

En fin faldskærmsflyer

Ingen overdrivelse!!

Lygtepæl

På trådløs net

Tørvejer næsten

Trafik i Riga

Olie tjek med spejl

Læker toiletforhold

Rusland/Træf

På den sidste campingplads i Finland snakkede jeg med et Mc par som advarede mig mod Russeren. Det var ikke første gang jeg havde fået den advarsel. Sidst var det Harly fyren, der havde bekymrede miner over min tur til St. Petersborg, og hos Mc forhandleren var advarselen den samme. Stop ikke for noget på din vej! Heller ikke børn der vinker dig ind. Stop heller ikke hvor du synes at være alene, men altid hvor der er mange mennesker – hvis du eller behøver at stoppe. Jeg tror nok jeg havde hørt den mindst 20 gange, så jeg måtte jo hellere følge deres råd. Jeg læste kortet grundigt – det var jo bare ligeud til St. Petersborg og her kunne jeg om nødvendig praje en taxa til at lede mig den sidste vej til hotellet. Jo planen var klar. Det tog ca. 2 timer at komme ind i Rusland i bagende sol, men jeg var lykkelig for jeg var ikke blevet tvunget til at veksle eller betale for ekstra Mc forsikring. Herefter gik den efter Cahkt-Netep(underlig bogstav)ypr. Efter nogle kilometer kom en pas kontrol og jeg måtte finde passet frem igen. Det gentog sig flere gange. På nogle kontrol poster, var der ingen, og man kunne bare køre igennem. Langs vejen stod der bær sælger, med under 1 km. afstand. Men jeg kunne jo ikke stoppe! På skiltene kunne jeg ikke se det der Cahkt-Netep(underlig bogstav)ypr mere, men de skiltede nok bare til de nærmeste byer. Pludselig var der kø, men den slags kører man jo barre udenom når man er på motorcykel. Lastbiler holdt nok i en 10 km lang kø og personbiler var der også rigelig af. Mig op foran og de skule se passet igen – de ville også se cyklens papirer og jeg skulle igen udfylde en formular. Jeg kogte i de ca. 37 garder og igen tog det vel et par timer. Da jeg slap ud på vejen igen, syntes skiltene meget nemmer at læse – og så småt gik det op for mig at jeg var tilbage i Finland, på vej mod Helsingfors. PIS!! Hold da kæft hvor var jeg sur og kogte af både varme og galskab. Der var ingen vej tilbage. Mit visum var et turistvisum der kun gælder en ind- og udrejse, og nu havde de stemplet mig ud af Rusland. Det krævede en smøg og en tænkepause. I Skotland havde jeg snakket med to Finner, som havde omtalt et træf. Det var denne weekend, men på daværende tidspunkt havde jeg ikke lyttet så godt efter, for jeg skulle jo til Rusland den weekend. En anden på motorcykle holdt ind for at spørge om jeg havde problemer, og han kendt ikke til noget træf. Jeg prøvede at ringe til min søster, men hun var på landevejen og ikke på nettet. Nå men så kunne jeg jo kører til Helsingfors og tage færgen til Tallinn. På en rasteplads spurte jeg igen et par på Mc om der var et træf i Finland, men det mente de bestemt ikke der var denne weekend. Næste forsøg blev et opkald til Jeannet, min stifinder i Tyskland og så Cosy! Hun var også på landevejen, men ville kikke når hun kom på arbejde. Jeg fortsatte mod hovedstaden. Hold op det kogte i storbyen, og det samme syntes cyklen at snige sig op til. Jeg måtte finde et sted at holde, for den var varm og jeg var ikke helt klar over hvilken vej jeg skulle til havne. De er ikke verdens til at skilte. Cyklen blev lidt koldere og jeg fik en fin vejvisning af en fodgænger. Op på cyklen igen og direkte ned til havne og den rigtige færge. Købet billet og trillede direkte ind til den ventede færge. I køen tjekkede jeg mobilen. Der var to meddelelser fra Jeannet. Først havde hun ikke fundet noget træf men på næste meddelelse havde hun fundet netop det træf jeg havde hørt om i Skotland. Nu skulle vi køre om bord. Panik! Jeg spurte et par ansatte på havne om jeg kunne vende om og få billetten refunderet, og det fandt de ikke noget problem i. Tilbage med mig, men ved billetlugen ville de ikke give mig pengene tilbage, og jeg kunne heller ikke komme med færgen. Pis igen! Nu var jeg ved at være godt træt af det hele, og kørte op havne for at fatte mig, og snakke lidt i mobil. Nå, men jeg viste hvor Hangö var – så det var på høje tid at få drejet håndtaget, men jeg viste ikke helt nøjagtig hvor træffet var. Min taktik blev at holde ind til siden da jeg passerede et par med oppakning ca. 20 km før Hangö. Den holdt og de førte jeg til træfpladsen. Weekenden var redet – skide være med de Russer og hurra for Jeannet!
Træffet hed Wild Viking Party, og gjorde det bedste for at leve op til navnet. Hvor meget jeg skal fortælle fra træffet her er jeg ikke helt sikker på. Men jeg kan da fortælle at jeg mødet Henning og Pia fra Esbjerg. De kørte Harly, ligesom de fleste andre på træffet. Pia var Finsk og gav mig et mindre sprogkursus, som ikke blev nemmere som aften skred frem. Mit telt slog jeg op midt i en Svensker lejer og det gav også en del nye bekendtskaber – de var herlige og behøvede ikke græmme mig ved at køre Suzuki. De kørte heller ikke Harly. En af svenskeren var lastbilchauffør og kunne fortælle at der ofte kom brune bjørne over grænsen, hvor jeg var kommet forbi. Når der var skovbrand i Rusland søgte de ind i Finland, og forældre turde ikke lade deres børn selv cykle til skole. De køres af forældrene eller sendes i en taxa. De finner jeg snakkede med, så mig som en helt at jeg i det hele taget havde kørt i Rusland. Det må være helvedes forgård, for dem. Lørdag eftermiddag var der mode show inde i byen for motorcykler. Vi tog turistbussen ind til byen og så på de prangende cykler. Publikum stemte om hvilken cykle der var den flotteste – jeg stemte selvfølgelig på en med tegneserie figur pålakeret. Jeg gik en tur på stranden og købte mig en ren T-shirt i en af de mange boder. Lørdag fik en af de Svenske piger mig overtalt til at gå med ”på dasta” – det er deres sauna, som deles af begge køn. Kvinderne slår et håndklæde om og det samme gør nogle (læses få) af mændene. Men det betyder ikke så meget grundet den dunkle belysning i saunaen. Uden for saunaen var der indrettet en altan, så man kunne få et glas, medens man dampede lidt af, inden man igen gik ind eller i bad. Lørdag aften var der underholdning for mændene på senen og for kvinder inde i baren ;-) – ikke værst. Søndag gik turen tilbage til færgen til Tallinn, selv om jeg havde overvejet at smutte til Sverige og lige hjem. Denne gang fandt jeg hurtig færge men måtte vente to timer før der var check in.

Farvel Finland

Så er det med hunden hjem til Sverig

Svensk, Dansk, Finsk

Tortur under åben himmel

Svenskernes lejer

Min vinder

Henning med kasket og Pia

Russisk grænskø

Nyt bagdæk hos Autosuome

Polar cirklen - mod syd

Midnats sol

Samer telt

Finland

Det sidste stop i Norge, før grænsen til Finland. Der skulle tankes og bruges Norske penge inden det slog over i Euro. På en cafe kom jeg i snak med en lokal om alt mellem himmel og jord. Han fortalte byen var en koldeste i Norge, at Elven var frosset 7 måneder om året og at solen ikke viste sig på himlen i 2 måneder. Han havde været på virksomheds besøg på Grundfos og gået på teknisk Skole i den sydlige del af Norge, men han syntes bedst om at bo i Kaarasjoki. Det havde sin charme også en kold mørk vinterdag hvor himlen får et blåt skær midt på dagen. Det var søndag og min kæde slæbte snart hen af asfalten, så jeg spurte om han kendte nogen der kunne hjælpe. Han ringede til en, men der var ingen der svarede. Egentlig skulle jeg bare bruge værktøj, og selv stramme kæden. Det mente han nok han kunne hjælpe med – vi skulle bare lige hjem til ham. Et par motorcykler fra Holland trak ind på parkeringspladsen, og jeg foretrak lige at spørge om de havde det nødvendige værktøj. Det havde de og det tog mig ikke mange minutter at få kæden på plads. Med advarsel om at renerne nok var hurtigere i sommervarmen (grundet myg) og kunne springe ud på vejen, fortsatte jeg mod grænsen. Der var ingen at se ved grænsen og jeg kørte nu ind i Finland. De har fine veje og det går bare ligeud! Vejret var blandet med tørvejr og byger. I det mindste regnede det ikke voldsom og ind i mellem kom der slet ingen vand ned fra himlen. Otte gange på hundrede kilometer måtte jeg holde for rensdyr på vejen, også tæller jeg ikke de gange jeg måtte sænke hastigheden, grunder rener i vejkanten. Holdt lige ind hos en flok samer der solgte rensdyr skind, og købte et klistermærke med det samiske flag. Regnet tog af, der var dømt overnatning i telt, for kan Samerne, kan jeg vel også. Natten bød på midnats sol og jeg nåede lige at få et par billeder, før jeg krøb til køjs. Aftensmaden var tørrede rensdyr kød, jeg havde købt hos købmanden. Jeg spurte min Finske nabo og det skulle koges, men han sagde det skulle spises som det var. Dejligt nemt for en gang skyld. Næste dag viste Finland sig fra offroad siden, i form af et vejarbejde, hvor trafikken blev ledt af en natur sti – med manuelt trafiklys, for ensretning. Det gav varmen! Kom forbi et skilt til byen ”Pyha” og flere marker med hø stakke – stakket på gammeldags vis om en pæl. De er nu underlige de Finner. I Kemijarvi fandt jeg en campingplads og blev tiltalt på Svensk af camping mutter. Camping fatter viste sig at være en berømt finsk MC – sport – et eller andet. Hans motorcykle holdt til skue på pladsen, hatte og pokaler stod på række i receptionens stue. Da jeg havde fået bakset teltet op, kom dagens opgave med luftmadrassen. Dagen før havde min finske nabo lånt mig strøm fra hans cigarstik, så jeg med min pumpe kunne få luft i madrassen. Camping mutter lånte mig en cyklepumpe, men det kunne jeg ikke få til at virke. Et Hollandsk ældre ægtepar, blev mit næste offer. Der var bid, og han havde også en ny sikring så jeg igen selv kunne pumpe madrassen. Ydermere havde de en søn der var blevet nummer 6 i Paris – Dakar, så snakken gik og jeg fik hans navn og hjemmeside, så jeg kunne se denne berømt hed. De fik www.overland2008.dk så sønnen kunne spilde lidt tid på det ved lejlighed. Resten af dagen brugte jeg på at rende rundt efter et spisested og var heldig i 3. forsøg – de andre jeg gik efter var lukket eller ikke byget endnu – skide bykort. Næste dag passerede jeg igen polarcirklen. Nu i sydgående retning. Hilste lige på den gigantiske snemand og længer mod syd fik jeg taget mit billede sammen med de tusinde stille mennesker (pæle påklædt med tøj på en mark). Fandt ind i teltet og kunne nu selv puste luftmadrassen op. Ned ad – jeg vil syd på til varmen! Dagen bød på regn så der var ikke så meget andet at gør end at få lagt nogle km bag sig. Som belønning lejede jeg en hytte – og købte mig en pizza på campingpladsen. Sidste stræk mod grænsen kunne jeg gør på en dag. Bare ærgerlig at jeg kom til at dreje nord på – og ærgerligt at der gik næsten 100 km inden jeg opdagede det. Omkring og dagen blev lidt længere end beregnet. På en tank sankede jeg med en Harly gut der skulle på en første gangs date og cyklen var brut sammen – synd for ham, men hun var på vej for at hente ham. Så en hø elefant og solen begyndte at titte frem. Betalte for to overnatninger i telt, og spurte efter en MC mekaniker. Mit bagdæk var færdig efter mindst 8.000 km. Tidlig morgen kørte jeg så dyret til doktor. Doktor lukkede bare ikke op før kl. 10, så jeg måtte pænt vente 1½ time. Da jeg skulle hente den igen, havde den fået en ny farve – de havde sku’ vasket den! 210 € - billigt! Så i morgen kører jeg ind i Rusland.

Nord Kap

Efter jeg havde sendt det sidste indlæg, gik jeg tilbage til bace camp. Uden for hytten fandt jeg tre tyske motorcyklister i færd med at slå telt op – i tørvejr og solskin. Ja vejret skifter hurtig her i det høje nord. En af dem var ved at yde lidt førstehjælp til sin Honda og jeg gik over og snakkede lidt. Det resulterede i at han kom over og kikkede på min kæde som bekymrede mig – tiltagende. Jeg fik skruet op for skotoileren og han smurte kæden på gammeldags maner, men jeg skal vist have strammet kæden. Vi fik os en Hot n’ Sweet som jeg havde købt på Englands båden, eller to, og en hyggelig snak, om alt mellem himmel og jord, indtil jeg meddelte at jeg hellere måtte tørne ind. Næste dag snakkede et par danske piger til mig over morgenmaden på verandaen. De var også på vej til Nord Kap i bil. De var søstre, en fra Horsens og en fra Fyn (et eller andet sted – husker ikke lige nøjagtig hvor). Men det var vejret de var bekymret for, og jeg tog det roligt når nu det barre ikke regnede. Så trillede de og lidt efter var jeg også køreklar til de sidste km mod Nord Kap. Med nysmurt og lidt slap kæde gik det nord på igen. En flok rener krydsede vejen, men nu gad jeg ikke tage billeder mere. Igen kom der rener og fik mig til at sænke farten og holde tilbage – tror de at de ejer helle vejen? Ok, de bor her vel! Det samme med får – de er alle steder og jeg har passeret får der sover på vejen, nok fordi den er varmer end det våde græs. Sådan er det vel her, det er deres land og jeg er bare turist. En tunnel virkede lidt uhyggelig. Max. 30 og advarsel om sving, uheld og ujævn vej. Med den dårlige belysning i tunnelen og de gigantiske bort sunken asfalt (læses huller), fik jeg ingen fartbøder. Ikke så vidt jeg ved, har jeg fået nogen endnu, men jeg har jo heller ikke set i min post for nylig. De bruger at tager fartfoto, både i Norge og England, så det kan være der er post når jeg kommer hjem. En enkelt gang blev jeg advaret af en modkørende Mc om politi kontrol, og fik sluppet håndtaget i tide, så jeg er ”måske” bøde fri indtil nu. Vider mod betalings tunnelen til Nord Kap, eller retter til Magerøya som er øen hvor på Nord Kap befinder sig. Så gik det ellers ned under havets overflade, et stykke lige ud, også ellers kravle op igen. Det gav en vis trykkende for ørene, men videre – satans rener – nord på. Lidt længer frem af vejen kunne jeg se noget havgus i det fjerne og sener medens jeg kravlede op af bjerget, tiltog tågen. Jeg følte mig som i et dystert eventyr landskab, hvor mit syn var begrænset med ca. 10 meter. På skilte kunne jeg læse at de desværre ikke havde fået sat autoværn og tilrådede forsigtig kørsel – den er bare ok med mig! Omsider kom jeg til endnu et betalingssted, hvor de ville have 200 N. kr. for at køre ind på Nord Kap. Betalte, men der var stadig ikke en skid at se. En bom viste jeg ikke kunne komme længer og jeg drejede ind på en parkeringsplads og smed cyklen. Famlede mig i retning at vejen bag bommen og fandt en bygning – Nord Kap! Indendørs gik jeg i souvenirs butikken og købte en t-shirs og et par klistermærker til cyklen. De har det med at falde af, de der klistermærker. Jeg har mistet alle fra Plymouth og en fra Lapland, så jeg køber gerne en ekstra og har fundet ud af hvilke der måske holder – alt efter hvor gamle limen er og om de er med et sølvpapir lignende underlag. Det holder ikke. Kikkede lidt på den manglende udsigt og tog et par billeder af kuplen. Sendte også en hilsen til Cosy Chicks som også havde ramt toppen – altså Træf på Toppen. Inde i bygningen gik jeg til receptionen for forsigtig at fortælle damen at min faster havde været her for ca. en måneden siden og.. ”Er du Susanne Tillemann?” – Ja! – og vupti var der en plastik lomme med udskrift fra starten på denne side og to glaskugler inden i. Tak Hilda! Så var det helle turen værd, også uden udsigt! For er der noget, som en der tænker på lille dig, i det store udland, langt væk fra hjem. Helt ærlig, så troede jeg ikke den var der mere, men Hilda, du må have gjort et stort indtryk – og jeg kan levende forstille mig hvordan. Du skal nok få glaskuglen igen, men der går nok lige et par dage. Bagefter kikkede jeg lidt på de konger der har besøgt Nord Kap og så en film om området og udsigten på en god dag. Det var det! Syd på, selvom billetten også var adgangs givende næste dag. Jeg er allerede forblændet af Norges fantastiske udsigter, så en enkelt forbigået udsigt over vand, kan ikke bringe mit … i kog – jeg vil syd på til varmen! Inden jeg kørte sendte jeg et postkort til min far. Han samler på frimærker og sender man et postkort fra centeret, bliver det stemplet med et særlig Nord Kap stempel. Jeg håber han kan bruge det. Turen tilbage ad samme vej jeg kom. En af de første gange jeg prøver det, men der er kun en vej der til. I Honningsvåg tankede jeg både cykel og pengepung, og hilste igen på de to søstre fra Horsens og Fyn, før jeg igen kørte syd på. Flere rener, og mere regn. Efter et af utallige sving, dukkede der er rasteplads op. Den snupper jeg og der var både das og et af samernes åbne huse. Tog dem i nævnte rækkefølge og kort efter dukkede 3 MC’ister fra Estland op. En af dem kom op i huset for at spørge om jeg frøs - næh, ikke alvorligt, men jeg svedte heller ikke! De ville lave mig noget at varme mig på – først afslog jeg, men fandt ud af de så stod i regnen og ville koge deres suppe, så jeg hentede dem straks ind i hytten. Vi fik alle 4 en kop varm suppe med nudler fra Estland og jeg fik et par tip om hvilke steder et besøge i deres land. De havde stadig 3.000 km hjem og da jeg var på Nord Kap havde jeg kørt 6.603 km, så måske kan turen ikke gøres på 10.000 km. Nedstigningen indebar mange får og endelig et sted at overnatte i hytte – handskerne var godt gennemblødt og jeg var ved at trænge til lidt varme.

Norge

Jeg var den eneste danske passager ombord og jeg fik en royal behandling. Det var vist ikke helt tilfældigt at jeg fik en 4 persons kahyt for mig selv. I kahytten overfor var der fuldt hus. Da jeg kom ombord stroppede jeg selv cyklen fast, så har man jo også selv ansvaret for cyklen under overfarten. Men da jeg skulle fra borde, var den stroppen med yderligger to stropper, så skibet sikkert kunne stå på hovedet uden cyklen ville rokke sig. Selv behandlingen fra besætningen var yderst behagelig og ekstra venlig, eller også var det bare noget jeg bildte mig ind. Nå, men ved 18:30 trillede vi fra borde i regnvejr (ifølge tolderen havde det været tørvejr hele dagen) og jeg gik i gang med at finde den campingplads som receptionisten havde vist mig på et kort. Med hjælp fra et ældre ægtepar som kørte foran og viste vej fandt jeg en campingplads i styrtende regnvejr. Bestemte mig for at ofre en indendørs soveplads, men alt var besat. Tre tysker på MC dukkede også op med samme ønske. De kunne ikke forstå camping mutter, så jeg tolkede lidt og de bestemte sig for at køre videre. Selv tog jeg mig lige en smøg og regnen stilnede af. Så var den sag afgjort, op med teltet og ind med soveposen. Sankede lidt med en sød Norsk dame som flere gange startede med at tiltale mig på engelsk. Ikke underligt, da 2/3 af folk på pladsen var englænder. Dagen efter kørte jeg ind i landet, ind mod ski områderne og dermed bjergene. Principalt er jeg mod i hypokondri, men jeg syntes selv jeg fik mig et udpræget tunnelsyn. Ikke at det var mig noget imod, da det regnede en del, og ”anfaldene” indebar tørvejr. Faktisk syntes det som om jeg tilbage lagde ligeså meget vej under åben himmel som i tunneler. Den korteste var vist 76 meter og den længste, verdens længste, var 24,5 km. Natten tilbragte jeg på et skisportssted, som jeg ikke lige kan husker hvad hed i skrivende stund. Tidlig om morgnen ankom en dansk familie, som havde kørt hele natten. De havde været der sidste vinter og ville se hvordan det tog sig ud en sommerdag. Vi fik en kop kaffe/te sammen og hun fik ”Hundehovedet” – en færdig læst bog af mig. Videre gik det nu mod Trondheim, da de mest smukke veje i solskin og byger. Måtte lige holde og leje lidt med sne og holde igen og tage billeder af smukke udsigter. Desværre fik jeg ikke alle de billeder jeg gerne ville have. Ad stejle, smalle og lidt trafikeret steder, jeg kreativt havde valgt ind på min rute, turde jeg slet ikke holde, men jeg har printet det ind på nethinden. Ca. 80 km før Trondheim fandt jeg den campingplads, hvor jeg sider nu. De har sku’ trådløst internet! Men desværre kan jeg ikke få strøm til mit trebens stik til den bærbare, men vi får se hvor længe den holder.

Så holdt den ikke længer, men nu har jeg igen fået strøm. Der er gået to dage. Dagen i går startede med at pakke et vådt telt og trille af sted, i hvad jeg troede kun var en byge. Det var det også, men den holdt hele dagen. På en tank, snakkede jeg med 3 tysker om vejret, og besluttede at tage regntøj på. På det tidspunkt regnede det så meget at regne slog op igen fra jorden når den ramte, men jeg fik ingen billeder, da jeg havde pakket kameraet ned inden i teltet. På et skilt over vejen kunne jeg læse at jeg nu kørte ind i Nordnorge og tog et lille hvil og fik en kold vaffel med syltetøj. Kold fordi at jeg bestilte og ventede på at hun kikkede på vaffeljernet, tørrede dej op og ellers kikkede ud i det blå. Hvad jeg ikke havde bemærket var at hun havde serveret medens jeg betalte, så jeg stod og goldede dumt medens min vaffel blev kold. Ved 19 tiden gad jeg ikke kører længere i regnvejr, og søgte ind på en campingplads hvor de havde en lille hytte – til mig! Trængte sådan til tørvejr! Pigen der gav mig nøglen, kunne heller ikke undlade at slippe mig et lille smil – en hytte til en druknet mus. Vel indenbords, blev handsker veddet og lagt til tørrer på el radiator, selv om man ikke må. De dampede fint og blev ofte vendt. Jakke, håndklæde, bukser og regntøj m.m. fik også dampet af, dog ikke direkte på radiatoren. Himmelsk! Og det var ve d at blive tørvejr. Naboen viste sig at være et dansk ægtepar fra Ærø (tror jeg nok). Hun var forhenværende boghandler og fik min bog ”Turen går til Nord Sverige” og vi snakkede lidt bøger sammen. Han var meget snaksalig og havde kørt BSA gennem Sverige, i mine unge dage, vist nok en 250 ccm. Han fik en pakke Prince, da jeg tror jeg har rigeligt og han ikke havde så mange tilbage. En pakke smøger koster 80 Norske kroner her. Næste dag pakkede jeg og spiste levningerne fra dagen før og var på landevejen på rekord tid. Nu var det tørvejr, humøret gik op og jeg havde ikke frosset om natten. Det er nu surt når det regner og jeg savner min mand, men han er halvvejs i Kina nu, så det må give et par hvedebrødsdage når vi ses igen. Nå men dagen gik fint og jeg fik fundet et nyt stik med kun to ben til computeren i ekspert. Jeg forsøgte mig også med at lade computeren via motorcyklen meden jeg kørte, men forbindelsen til stikken syntes noget ustabil, selv om jeg har repeteret det en gang i Skotland. Nå, men jeg kan da stadig bruge stikket til at puste luftmadrassen op. Et lille Hurra for Farsø MC! Og cyklen kører stadig uden problemer – de kan bare i Farsø MC - nu tør jeg ikke skrive mere om det, jeg er jo om et par dage, så langt hjemmefra som jeg kan komme. På turen fandt jeg et sølvværksted hvor jeg købte mig et halssmykke, forestillende et træskrog af en gammen nordisk båd. Længe havde jeg været på udkik efter et sølvsmykke til minde om turen, men ikke fundet noget af håndværksmæssig værdi, så jeg syntes selv jeg gjorde et kup i en af Norges sølvmine områder – i en faldefærdig træbygning med en midaldrende, langhåret sølvsmed som ekspedient og kustode. Dagen bød ellers på lidt proviantering og forsendelse af en T-shirt, købet i Skotland, et kort over midt Norge og en gave medbragt fra Skotland med skruefedt til mc’en. Desværre kunne jeg grundet told/postvæsnets regler ikke sende den flydende skrueløsner som jeg også fik af Archie. Da jeg kom ud fra centeret spurgte jeg en nordmand om vej til en pengeautomat og han pegede mig mod Mo. Et stykke ned af vejen, blev jeg klar over jeg kørte mod syd og vente om – shit! Nå men tilbage igen og fandt selv en automat så jeg kunne få tanket på den slurk norske beholdning. Lidt benzin også kører, i hvert tilfælde til efter 18. Man må jo sætte sig nogle mål, og det er at kører så længe jeg er frisk og ikke længere end jeg kan nå at spise, sove og være frisk igen dagen efter. Der er langt til Nord Kap! Jeg fandt igen en hytte, med læ for den tiltagende regn og kulde – man er vist lidt kylling. Nå men tørrede teltet over verandaen og krøb i seng, i dag med hyttens hovedpude, som er noget bedre end mine køre bukser – super!
Nu er jeg kun 120 km fra Nordkap, og kører de sidste kilometer i morgen. I går fandt jeg en hytte lidt væk fra E6 og skide billig, den bedste jeg har mødt indtil nu og med eget køkken. Bad var gratis (plejer at koste 10 kr.) og saunaen var varm. Vel udhvilet startede jeg tidligt, mødte en gammen ren på vejen og var jublende glad! Nu har jeg set en ren! Ellers har jeg kun set et enkelt rådyr og en masse får på vejen. Frem med kameraet og efter dyret. Da jeg kom tæt nok på begyndte den at fnyse og skrabe i jorden. Behøver jeg at sige at det var en han.. Nå men den var på den anden side af autoværnet, så jeg tog ham ikke så højtidelig. Jeg fik et par gode billeder før jeg fortsatte nord på. Omkring en time senere passerede en hel flok rener vejen og jeg kunne bare skyde løs med kameraet. Dagens prøvelse viste jeg at være et vejarbejde. Ingen problem tænkte jeg dem er jeg kommet forbi før. Men denne gang medførte det 8 km på hullet grus/skærver, som bestemt ikke var tiltænkt en kåbecykel. Nå men så længe det holder, går det jo, selv om det slider lid på kåben. Jeg er nu drejet ind på den sidste vej mod Nordkap og holder her for natten hvor jeg har fået et kummerlig lille værelse med bad på gangen, men jeg skal jo også bare sove – også har de internet. Det var alt herfra – til jeg kommer på nettet igen! Og kan i have et godt Træf på Toppen denne weekend – jeg er også på toppen – Nord Kap!

3. rejseindlæg

Tirsdag var jeg en tur i Edinburgh. Jeg tog toget ind – med hjælp fra Tina, købte jeg en retur billet til Dalgety Bay, så jeg var sikker på at komme ”hjem” igen. Det første jeg havde bestemt mig for at se var The Mary Kings Close, som er en by under Edinburgh. Et eller andet sted havde jeg læst at det ikke var så nemt at finde. Det viste sig at holde stik. Jeg vadede den gamle bydel tynd, og søgte på et tidspunkt ind i en kirke for at side lidt og studerer kort. En af kustoderne i kirken kom og spurte om hun kunne hjælpe. Efter hendes og et par betjentes anvisninger fandt jeg ca. det sted på The royal Mile hvor indgangen skulle være. Så var det bare at kikke på døre o.l. som ikke var souvenirs butikker – og dem er der mange af lige her. Endelig fandt jeg en beskeden indgang til det rigtige sted, fik en billet og besked om at være der 10 minutter før den guidede tur skulle begynde. Ventetiden brugte jeg på at få lidt at spise. Vi var en gruppe på 19 turister som en ung udklædt pige skulle guide rundt i gaderne under byen. Hun startede med at fortælle os at hun egentlig var over 200 år, og ikke brød sig om at tage turister med rødt tøj med ned til spøgelserne under byen. Hun talte os, sagde hun som regel kun plejede at miste et par stykke undervej og desværre var ikke var tilladt at tage billeder. Der var ingen elektrisk lys i byen under Edinburgh. I stedet brændte små olielamper som de ville have gjort det på den tid hvor folk levede der. Luften var tung og folk med astma frarådes at bevæge sig derned. Guiden fortalte om hvordan folk levede, forrettede i en spand og ved aftenstid smed indholdet ud i gaderne under er højt advarsel råb. Diverse ildelugtene væsker gled ned af de stejle gader og endte i en ildelugtende sø. Søen blev også brugt til at aflive de kvinder der havde trådt ved siden af. De fik bundet hænder og føder sammen og smidt i den flydende masse og overladt til druknedøden. Det med at hukke hovedet af folk var kun for de fine folk. Da pesten brød ud byggede de en mur rundt byen og isolerede folk, senere byggede de oven på byen og fyldte den gamle ildelugtende sø. I dag er der en grøn park hvor søen lagde, og det er ikke på grund af det våde Skotske vejr at parken trives – siges der. Tilbage ud i lyset på The royal Mile, som er tre gader i forlængelse af hinanden, som har fået sit fældes navn, grundet den kongelige tilbagevendende promenade samt sin længde. Så som de kongelige begav jeg mig også op ad gade mod Edinburgh Carsel. Kikkede lidt på kronjuvelerne og klappede kanonerne. Der bliver hver dag affyret et kanon skud, præcis kl. 1 om eftermiddagen, som du kan sætte dit ur efter. For som skotterne siger; det er billigste – frem for 12 skud til middag. Nå men retur med toget til Tina og Archie og næste dag gik jeg med Archie på Haggis jagt. En hans højre ben er længer end deres venstre, så de løber ofte i ring. Med hunnerne er det modsat, derfor har de også svært ved at mødes – hun løber jo den anden vej rundt. Det lykkes at nedlæge to Haggis, som Archie kogte og jeg fik lov at skære for. Til Haggis serverede Archie moste kartofler og sukkerroer, en ret der mætter i den grad! Så efter middagen og under et ophold i regnen gik vi op til Tinas lejlighed. Jeg satte lister på køkkenbordet og Tina fandt noget vasketøj i flytterodet. Næste dag kørte jeg op til Loch Ness. Holdt en pause i Pitlochry og ledte efter en dæmning hvor der skulle være en fiske trappe – uden held. Men turen op gennem højlandet var utrolig smuk, med de lyng bevoksede bjerge og rasende floder der gennemskærer det øde landskab. I Inverness vinkede jeg til Nessi som lige satte hovedet op og vinkede med halen. Desværre var der ikke mere strøm på mit kamera, men i tror vel også på mig ;-) Det kunne ikke blive til noget med at dele en flaske whisky med Nessi, for jeg skulle jo retur og overnatte i Dalgety Bay. I stedet lagde jeg den under hovedpuden næste dag, som tak for husly og god behandling i en lille uges tid. Archie tog bilen og viste mig den rigtige vej ud af Edinburgh og så gik turen mod færgen i Newcastle. På et skilt over vejen stod der pludselig en advarsel om kraftig regnbyger, så jeg trak ind på den første rasteplads, for at komme i regntøj. Det samme havde et Østrigsk par også gjort. Det viste sig at de også skulle til færgehavnen i Newcastle. Han havde også en GPS, som viste hvor der var foto fælder (og dem er der mange af), så jeg krusede efter dem sydpå. På et tidspunkt drejede han af, til et spisested og jeg valgte at fodrer dyret i stedet. Alene fortsatte jeg igen mod færgen, men blev igen indhentet af parret (de skulle bare ryge). Jeg kørte lige til færge køen og vinkede farvel til GPS vennerne. Fem minutter senere stroppede jeg cyklen fast og gik et dæk ned og rundt om et hjørne og låste op til min kahyt. Øh det virkede alt for nem! Og gu’ om besætningen ikke taler dansk!! Skibet bærer dannebrog og skipper snakker dansk og engelsk over højtaleren

Arthie paa vej op i verden

Lokal folkemusik

Callum Sorensen - et dansk smil

Tina and Arthie

Davy en rigtig Skotte

England Irland og Skotland

Det er ikke nemt at nå både at skrive og opleve en masse, men her har i lidt mere. Jeg fik mig forvildet helt ned til Exter i det sydvestlige England. Lidt uden for Exter mødte jeg Daniel på en Pub. Hun var en bikerpige i festhumør. Mine forestillinger om en Engelsk pub, var at de lukkede kl. 12, men nej de ruller barer gardinerne for og fester videre. Den blev 4 før jeg vaklede hjem i seng, meden aftale om at Daniel ville hjælpe mig til at komme på internettet søndag eftermiddag. Lørdag sov jeg til middag, og tog en trædecyklen rundt i landsbyen. Der var kricket – men jeg kunne ikke lige reglerne, så det så jeg ikke på længe. I stedet var jeg inde og se et glaspusteri og endnu en pub. Denne gang fik jeg kun en enkelt – jeg var jo på cykel. Søndag gik den mere sydpå til Plymouth, hvor der var kaffemøde på havnen. Jeg snakkede lidt med de lokale, som syntes at det var langt at kører for en kop kaffe. Nå ja, men jeg fik også barre en cola. Derefter kørte jeg til King Arthurs Casel – det med det runde bord og tilbage over Dartmoor – en nationalpark med ville heste. Der var en del heste, ud over det hele. De sprang gerne ud og krydsede vejen, eller gik langs vejen – mennesker og motorcykler syntes ikke at skræmme dem. Mandag gik den nordøst på mod Fishguard og færgen til Irland. I en stor rundkørsel i Wales fik jeg nærkontakt med en bil. Fejlen var min. Jeg havde placeret mig i frakørsel bane der gik ud af rundkørselen, men fortsatte rundt i rundkørslen. Jeg holdt cyklen på hjulene, sidetasken ridsede hele siden på bilen og hold da kæft jeg fik skæld ud på Engelsk. Sent om aftnen tjekkede jeg ind på en campingplads, hvis man ellers kan kalde det sådan. Der var et par telt ud over mit, ellers var der fyldt op med huse (på hjul). En måde folk bor på så de ikke skal betale så dyrt for boligen, men i virkeligheden er de ikke flytbare. Fik en snak med et par Englænder der selv syntes de var kommet langt hjemme fra indtil de fandt ud af hvor jeg kom fra. Næste dag kørte jeg nordpå i silende regnvejr. I en lille rundkørsel smuttede hjulende under mig, men sidetasken tog skraldet og en venlig bilist hjalp med at samle cyklen op. Letter rystet fortsatte turen og jeg fandt en campingplads lige før grænsen til Nordirland. Det bedste ved det sted var at de havde en pub, på pladsen. Her fik jeg et par Gunnis, sammen med de lokale gamle rotter. Jeg gav en smøg, de gav en Gunnis og en historie om hvordan de plejede at tæve dansker som kom derover – altså i vikingetiden. Om danskerne der havde været på togt og hugget hovedet af deres Konge og flygtet tilbage til deres både, men tidevandet havde trukket sig og danskerne blev slagtet. Næste stop var ved Nordirlands nord kyst. Kontoret på pladsen var lukket, men sen seddel i vinduet gav lov til at campere og tjekke ind næstedag. Ulempen var bare at toilettet var låst og jeg havde ingen nøgle. I stedet havde en toiletkumme uden sæde, sikkert til at tømme campingvognes toiletter. Her var ikke låst, så det benyttede jeg. Næste dag ville jeg op og betale, men der var stadig ingen på kontoret. Jeg pakkede cyklen og gik igen til kontoret. Denne gang mødte jeg en der havde noget med pladsen at gør. Da han hørte at jeg ikke havde haft adgang til faciliteterne, slap jeg for at betale. Dagen før havde jeg mødt et dansk ægtepar i bil, som anbefalede mig at se Giant’s Causeway. Da jeg ankom hilste jeg igen på parret og begav mig ned mod stranden for at tage lava stenene i nærmer øjesyn. De er nærmest 8 kantet og man kan kravle rundt på dem som trapper skabt at naturen. Dagen bød også på lidt ruiner og fantastiske udsigter langs kystvejen ned mod Larne og færgen mod Skotland. Fandt en campingplads og fik en digital nøgle til toilet og vejbom. Pigerne på kontoret ringede også og bookede en færgebillet til mig næste formiddag. Efter teltet var rejst, tog jeg cyklen ned til byen for at proviantere. Og efter aftensmaden gik jeg over for at snakke med et par damer der også var i telt sammen med deres børn. Vi snakkede flere timer, mest om Irland og den uro der har været og stadig ulmer under overfladen. Specielt i de dage jeg var der marcherede Nordirere rundt i gaderne og politi med bombehunde holdt øje med gemytterne. De gav mig et viskestykke med Irske motiver til min mor da de hørte om hendes bedrifter bag en væv. Jeg gav dem et Cosy Chicks klistermærke. Nå, men jeg bød dem godnat og fortrak til mit telt, da jeg skulle tidlig op og pakke, så jeg kunne nå min færge. Jeg stod op ved 6 tiden og pakkede. Da jeg smed teltet op på cyklen og stroppede det fast, væltede lortet pludselig. Alt var stille på pladsen, alle sov og selvom jeg tog topboksen af, kunne jeg ikke rejse cyklen – pis! Hvad gør man så? Jeg gik hen og vækkede pigerne fra aftnen før og ved fæles hjælp fik vi cyklen op igen. Men jeg var da ved færgen to timer før den sejlede. I Skotland kørte jeg direkte op til træffet lige uden for Livingston – vest for Edinburgh. Fedt træf! De havde mange forskellige øl og jeg skulle selvfølgelig prøve dem alle. På den måde fik jeg god kontakt til en dame i baren og jeg skulle selvfølgelig spørge hvad mændene havde under kilten. Svaret var ingenting og hun lånte kameraet og da jeg fik det tilbage var der bevis og syn for sagen. Efterhånden som folk fik mere øl, og snakken faldt på emnet igen, fik jeg indtil flere beviser for sagen og jeg kunne bare skyde løs med kameraet. Jeg købte en kilt til min Per og en ren t-shirt til mig selv. Jeg mødte også en skotte som kendte Røde Lone og havde huset Mads fra Trykkogerne tidligere på året. Verden er lille! Min telt nabo, kom pludselig renden og sagde at der var en jeg skulle møde. Det var Tina, som kommer fra Thisted og nu bor i Skotland sammen med sin søn og skotske kæreste. De inviterede mig hjem om søndagen så jeg kunne låne deres internet, få et bad og en rigtig seng at sove i. Her er jeg så nu, i en varm stue og det regner udenfor. Jeg gav for resten Tina en Cosy Chicke trøje – Sanne – og måske kommer hun til Thy træf næste år. Så ser du en rød Cosy Sanne trøje, hvor indholdet ikke ligner mig – så er det Tina fra Skotland.

Endelig en netforbindelse

Med pakkede cykler på mindst et ton per styk trillede vi begge ud af indkørslen, med kurs mod Fredericia. Næste dag skulle vi starte vores ferie, bare ikke sammen. Per skulle med overland drengene til Kina og jeg med Cosy tøserne til Harzen. Drengene skulle starte fra Fredericia næste dag ved 12 tiden og jeg skulle møde tøserne på en resteplads i Sønderjylland om formiddagen. Så en overnatning hos Per Rasmussen var ikke en dårlig ide. Sammen tog vi alle fire i byen og fik os en god middag - Per, Per, Lone og jeg. Mandag morgen kyssede jeg min mand farvel og kørte til Middelfart. Jeg skulle lige have tunet mine Dot ørepropper, og så tilbage til Jylland og møde Bodil og Jeanette. Jeanette kørte forrest. Hun kender Tyskland som sin egen bukselomme og har været i Harzen mange gange tidligere. Og det viste sig at vejen til Harzen indebar både motorvej, skovtur og mere motorvej. Selv tror jeg ikke jeg kan finde samme vej igen, så det er godt jeg ikke skal den vej hjem. Ankommet til Gosla skulle vi lige orientere os på et bykort, Jeanette havde medbragt. Bodil tog et kort blik på kortet, og fastslog: ”her står du – se selv den røde prik.” Og det gjorde vi sku’. Nå men Jeanette havde fundet os den mest charmerende lejlighed midt i Gosla by, og for et par håndeuro ekstra fik vi aflåst garage plads til cyklerne. Uden læs og i solskin trillede vi tirsdag morgen ud af Gosla, for at bestige Harzens bjerge. Der var dømt lege dag for store piger. Det var lærerigt og skide sjovt. Så sjovt vi lige tog en ekstra tur, før vi landede ved Bloksbjerg. Hun har bare indbygget tysk GPS – hvem sagde blackout - men hun har jo også boet sine første 6 år i landet.
Onsdag kørte vi videre til Tonenburg, et fantastisk flot borg for motorcykler og alle andre. Der var ikke mange cykler, vi mødte 4 svensker over en øl på verandaen. Ellers var der vist kun en tysker på Mc. Lidt af en flad fornemmelse. Men humøret var højt medens vi, under øl indtagelse, digtede på kælenavne til hinanden. Gæt selv hvad resultatet blev.
Torsdag var det tid til at tage afsked med pigerne. De fulgte mig til Paderborn hvor vi vinkede farvel *snøft*. Med instruktioner om hvilken vej jeg skulle følge drog jeg vest på, og roede mig alligevel ind i et spindelvæv af motorveje i Dortmund/Essen. Godt rundtosset kastede jeg håndklædet i ringen og kørte fra ved en Politirast. Den venlige tyske betjent udfærdigede en liste over bynavne der skulle få mig hele vejen til Calais i Frankrig, også kørte det bare der ud af. Desværre løb tiden og jeg måtte indse at jeg ikke kunne nå England den dag. I stedet fandt jeg en campingplads i Knokke-Heist. Det var i det mindste ved Nordsøen, også i Belgien. Holland var passeret og Belgien var enligt ikke på min rute. Men når jeg først drejer håndtaget ved jeg aldrig helt hvor jeg ender. Det viste sig at Belgien lukker kl. 18 og de store butikker kl. 20. Lidt surt, for jeg havde bare kørt hele dagen, spist en medbragt bolle, samt en gratis smagsprøve bolle jeg fik på en tankstation, og efter et tiltrængt bad var alt lukket, så jeg måtte gå i seng uden aftensmad. Heldigvis var der en automat på campingpladsen hvor jeg kunne trække et par øl og fik en snak med naboen, to unge Belgier som arbejde som håndværker i byen. Fredag sov jeg længer end planlagt, og skyndte mig at pakke medens jeg kogte vand til en kande te. Mad var en by i Rusland – den må jeg besøge når jeg kommer så langt.
Kursen var nu igen mod Calais og the tunnel to England. Planen var at tage ned langs kysten, men efter at have stået i vejsiden og rodet med kort, holdt en venlig Hollandsk lastbilchauffør ind og ville gerne vise mig vejen til Ræserbanen i Holland. Nå men jeg blev vis ud på de store veje og han kørte forrest og pegede da jeg skulle dreje fra. Flink mand. Så gik den direkte til tunnelen som er meget nem at finde. Ved tolden blev jeg vinket ind og tjekket for papir på cyklen, nok kontanter og han ville se en hotelreservation, så jeg viste ham den til St. Petersborg. Jeg fik dog lov at komme ind. En overfart kostede 101 Euro og cyklerne bliver ikke stroppet fast. Man bliver ved sin cykel under turen, og jeg vågede over den, hele vejen grundet mit store overlæs og derfor lidt for lange støttefod.
Da jeg ramte land fandt jeg lidt gafatape og klistrede det på venstre side af vindskærmen. Samtidig sagde jeg husk nu altid at køre i venstre side. Derefter brugte jeg igen et par timer på at finde kystvejen mod øst – rigtig dårlig ide. Nå man må jo kapitulere og rulle ind på motorvejen mod London – igen et tip, denne gang fra en taxichauffør der var kørt i bræk. For resten – mor – så havde jeg fået en varm toast og kold cola ved grænsen. Så får i ikke mere. Godt nok er jeg nu i Devon, men det tager jo tid at skrive og det skal sendes nu.

Farvel Danmark

Så er det snart… Farvel Danmark. Sankthans aften skulle jeg gerne lande på Bloksbjerg. Problemet er, barer at kosten ikke vil flyve og selv om jeg tager motorcyklen, er der 4-5 km at gå til toppen. Egentlig er det jo ikke et problem – vel? Men jeg har for en uge siden tabt to køkkenskabe inkl. 8 glashylder ned over skinebennet, med den effekt at der blev et indad gående hul på størrelse med et æg og et tilsvarende bule lige under, så det er ikke så fedt med en stroppe tur. Benet har det med at svulme til gigantiske størrelser under fysisk aktivitet. Nå men jeg kan da en få fin udsigt til bjerget når alle vennerne lander.
Ellers er cyklen kørerklar – siger Farsø MC! De har tjekket alt hvad de har kunnet finde på og fået et par ekstra opgaver, med montering af skotoiler og en smart gennemførelse af strøm til topboxen, så jeg kan holde strøm, via motorcyklen, på den bærbare. De skulle også montere en cruisecontrol, men den passede desværre ikke på til mit håndtag. I stedet tilbød de at jeg kunne købe en mekanisk model. En sådan havde jeg allerede fået af Otto fra Snedsted, men ville de sponsorer en ekstra, var det da også i orden. Sådan blev det – Farsø MC er og bliver mit værksted – barer ærgerlig at jeg ikke kan tage dem med. Nå men de mener jo at cyklen er god for de næste 10.000 km og det skulle jo næsten være nok.
Nå men jeg har fået adressen til træffet Stuffed and Plucked Rally i Skotland, og visumet til Rusland er også gået igennem. Cyklen er pakket – kæft den er tung – så i morgen søndag den 22. juni, går den syd på til Fredericia hvor jeg starter Sankthans mandag mod Bloksbjerg. Kan i have en god sommer – jeg rejser mod andre vejrguder – må de være barmhjertige.
Jeg skriver igen når jeg kan komme på nettet!

Rejsen

Rejsen – for det syntes jeg godt jeg kan være bekendt at kalde det – går Nord- og Østersøen rundt. Mit første indfald var at besøge en veninde i Skotland, men hun rejser tilbage til Danmark før jeg kan komme der over. Men sådan en biting skal ikke holde mig fra Skotland.

Jeg starter mandag med at kører til Tyskland – det kan jeg da finde ud af – måske.. Ok – jeg får hjælp – indrømmer jeg! To piger fra min klub - Cosy Chicks – følger mig på vej. Vi kører til Goslar i Hartzen, hvor Jeannette har bestilt indendørs overnatning til os. Hun vil vise os hvordan man kører bjergkørsel, så Bodil og jeg får sikkert sved på panden de næste par dage. Onsdag den 25. juni vinker jeg farvel til tøserne. De kører til Tonenburg og jeg til mc campingpladsen D'n Toerstop i Holland. Når jeg så har sparket dæk nok går turen gennem Belgien til Calais i Frankrig. Venlige brobisser har gravet en tundel, helt over til England – bare for min (og alle de andres) skyld. Det må man da honnererer med en togtur gennem tundlen. Ha! Så er jeg jo på den anden side af Nordsøen, så mangler jeg kun resten.

I England skal jeg lige ned og se på palmer! Ja de siger der er palmer i det sydvestlige England. Det må lige komme an på en prøve. Jeg skal nok tage badetøjet med – den går nok ikke, som vi har for vane ved den jyske vestkyst, med barer at bade uden og tale tysk. Nyvasket går turen tilbage – rund om den britiske kanal, til Fishguard, hvor færgen går til Irland. Hvad jeg lige skal se i Irland må du læse om når jeg kommer der. Op gennem Irland og med færge tilbage til Skotland. Men i Skotland ved jeg lige hvad der skal ske. Jeg skal til træf nær Edinburgh – hvis jeg kan finde det og hvis jeg når at få adressen. Over ther tager man ikke bare til træf – man skal inviteres og betale indgang inden man kommer, også får man forhåbentlig en adresse. Nå men jeg regner med jeg har styr på det. Efter træffet ser jeg lidt på Skotland og måske lidt på søen Lord Nes. Hvis der er nogen der kan skræmme det uhyrer væk – for good – må det være mig. Torsdag den 10. er der bestilt og betalt færge fra New Castle til Bergen – så jeg må hellere være ombord.

Op op gennem Norge og mere op. Jeg skal ud og se hvaler!! Så der har bare at være nogen! Der fra er der kun en dagstur til Nordkap, så den tager lige. Har også lige en mission. Jeg skal hente en lille gammeldags glaskugle som børn leger med. Min faster Hilda og jeg, har en glaskugle som skifter ejerkvinde. A’ la ”den hvide sten”. Nå men hun skal på bustur derop og ligger glaskuglen et sted hvor jeg skal kunne finde den igen. Så kommer du forbi før mig – så lad min glaskugle ligge!

Nå men så er der jo kun en vej og den går syd på! Gennem Finland til den Russiske grænse. Jeg skal til St. Pedersborg. Hotellet er bestilt og jeg venter i skrivende stund på at visumet skal gå igennem. Den 25. juli skal jeg ud og se vinter paladset og resten af byen – med Suzukien bag lås og slå. Hvis jeg ikke bliver stjålet fortsætter turen gennem Estland, Letland, Litauen og Polen til jeg kommer til Tyskland og kan mærke efter om alt stadig er der. Resten at vejen hjem bliver som en leg. Se det må jo være Nord- og Østersøen rundt.

7 ugers ferie

Det hele startede med at min kæreste læste i Touring Nyt, at en gut ville kører MC til Ol i Kina. Et par år før havde vi været på motorcykel til Færøgrene og Island. Nu mente han så vi skulle tage turen til Kina. Selv havde jeg ikke helt glemt strabadserne på Island, så jeg sendte ham alene til informationsmøde på Sjælland.
Nu ligger landet således, at jeg er ansat af ham. Sammen montere vi køkkener og ser på den måde meget hinanden i hverdagen, så jeg mente nok vi kunne undværer hinanden en sommerferie. Planen er at han rejser i 7 uger ( www.overland2008.dk ), hvilket giver mig 7 ugers ferie! Hurra! Og hvor skal jeg så kører hen..