3. rejseindlæg

Tirsdag var jeg en tur i Edinburgh. Jeg tog toget ind – med hjælp fra Tina, købte jeg en retur billet til Dalgety Bay, så jeg var sikker på at komme ”hjem” igen. Det første jeg havde bestemt mig for at se var The Mary Kings Close, som er en by under Edinburgh. Et eller andet sted havde jeg læst at det ikke var så nemt at finde. Det viste sig at holde stik. Jeg vadede den gamle bydel tynd, og søgte på et tidspunkt ind i en kirke for at side lidt og studerer kort. En af kustoderne i kirken kom og spurte om hun kunne hjælpe. Efter hendes og et par betjentes anvisninger fandt jeg ca. det sted på The royal Mile hvor indgangen skulle være. Så var det bare at kikke på døre o.l. som ikke var souvenirs butikker – og dem er der mange af lige her. Endelig fandt jeg en beskeden indgang til det rigtige sted, fik en billet og besked om at være der 10 minutter før den guidede tur skulle begynde. Ventetiden brugte jeg på at få lidt at spise. Vi var en gruppe på 19 turister som en ung udklædt pige skulle guide rundt i gaderne under byen. Hun startede med at fortælle os at hun egentlig var over 200 år, og ikke brød sig om at tage turister med rødt tøj med ned til spøgelserne under byen. Hun talte os, sagde hun som regel kun plejede at miste et par stykke undervej og desværre var ikke var tilladt at tage billeder. Der var ingen elektrisk lys i byen under Edinburgh. I stedet brændte små olielamper som de ville have gjort det på den tid hvor folk levede der. Luften var tung og folk med astma frarådes at bevæge sig derned. Guiden fortalte om hvordan folk levede, forrettede i en spand og ved aftenstid smed indholdet ud i gaderne under er højt advarsel råb. Diverse ildelugtene væsker gled ned af de stejle gader og endte i en ildelugtende sø. Søen blev også brugt til at aflive de kvinder der havde trådt ved siden af. De fik bundet hænder og føder sammen og smidt i den flydende masse og overladt til druknedøden. Det med at hukke hovedet af folk var kun for de fine folk. Da pesten brød ud byggede de en mur rundt byen og isolerede folk, senere byggede de oven på byen og fyldte den gamle ildelugtende sø. I dag er der en grøn park hvor søen lagde, og det er ikke på grund af det våde Skotske vejr at parken trives – siges der. Tilbage ud i lyset på The royal Mile, som er tre gader i forlængelse af hinanden, som har fået sit fældes navn, grundet den kongelige tilbagevendende promenade samt sin længde. Så som de kongelige begav jeg mig også op ad gade mod Edinburgh Carsel. Kikkede lidt på kronjuvelerne og klappede kanonerne. Der bliver hver dag affyret et kanon skud, præcis kl. 1 om eftermiddagen, som du kan sætte dit ur efter. For som skotterne siger; det er billigste – frem for 12 skud til middag. Nå men retur med toget til Tina og Archie og næste dag gik jeg med Archie på Haggis jagt. En hans højre ben er længer end deres venstre, så de løber ofte i ring. Med hunnerne er det modsat, derfor har de også svært ved at mødes – hun løber jo den anden vej rundt. Det lykkes at nedlæge to Haggis, som Archie kogte og jeg fik lov at skære for. Til Haggis serverede Archie moste kartofler og sukkerroer, en ret der mætter i den grad! Så efter middagen og under et ophold i regnen gik vi op til Tinas lejlighed. Jeg satte lister på køkkenbordet og Tina fandt noget vasketøj i flytterodet. Næste dag kørte jeg op til Loch Ness. Holdt en pause i Pitlochry og ledte efter en dæmning hvor der skulle være en fiske trappe – uden held. Men turen op gennem højlandet var utrolig smuk, med de lyng bevoksede bjerge og rasende floder der gennemskærer det øde landskab. I Inverness vinkede jeg til Nessi som lige satte hovedet op og vinkede med halen. Desværre var der ikke mere strøm på mit kamera, men i tror vel også på mig ;-) Det kunne ikke blive til noget med at dele en flaske whisky med Nessi, for jeg skulle jo retur og overnatte i Dalgety Bay. I stedet lagde jeg den under hovedpuden næste dag, som tak for husly og god behandling i en lille uges tid. Archie tog bilen og viste mig den rigtige vej ud af Edinburgh og så gik turen mod færgen i Newcastle. På et skilt over vejen stod der pludselig en advarsel om kraftig regnbyger, så jeg trak ind på den første rasteplads, for at komme i regntøj. Det samme havde et Østrigsk par også gjort. Det viste sig at de også skulle til færgehavnen i Newcastle. Han havde også en GPS, som viste hvor der var foto fælder (og dem er der mange af), så jeg krusede efter dem sydpå. På et tidspunkt drejede han af, til et spisested og jeg valgte at fodrer dyret i stedet. Alene fortsatte jeg igen mod færgen, men blev igen indhentet af parret (de skulle bare ryge). Jeg kørte lige til færge køen og vinkede farvel til GPS vennerne. Fem minutter senere stroppede jeg cyklen fast og gik et dæk ned og rundt om et hjørne og låste op til min kahyt. Øh det virkede alt for nem! Og gu’ om besætningen ikke taler dansk!! Skibet bærer dannebrog og skipper snakker dansk og engelsk over højtaleren