Nord Kap

Efter jeg havde sendt det sidste indlæg, gik jeg tilbage til bace camp. Uden for hytten fandt jeg tre tyske motorcyklister i færd med at slå telt op – i tørvejr og solskin. Ja vejret skifter hurtig her i det høje nord. En af dem var ved at yde lidt førstehjælp til sin Honda og jeg gik over og snakkede lidt. Det resulterede i at han kom over og kikkede på min kæde som bekymrede mig – tiltagende. Jeg fik skruet op for skotoileren og han smurte kæden på gammeldags maner, men jeg skal vist have strammet kæden. Vi fik os en Hot n’ Sweet som jeg havde købt på Englands båden, eller to, og en hyggelig snak, om alt mellem himmel og jord, indtil jeg meddelte at jeg hellere måtte tørne ind. Næste dag snakkede et par danske piger til mig over morgenmaden på verandaen. De var også på vej til Nord Kap i bil. De var søstre, en fra Horsens og en fra Fyn (et eller andet sted – husker ikke lige nøjagtig hvor). Men det var vejret de var bekymret for, og jeg tog det roligt når nu det barre ikke regnede. Så trillede de og lidt efter var jeg også køreklar til de sidste km mod Nord Kap. Med nysmurt og lidt slap kæde gik det nord på igen. En flok rener krydsede vejen, men nu gad jeg ikke tage billeder mere. Igen kom der rener og fik mig til at sænke farten og holde tilbage – tror de at de ejer helle vejen? Ok, de bor her vel! Det samme med får – de er alle steder og jeg har passeret får der sover på vejen, nok fordi den er varmer end det våde græs. Sådan er det vel her, det er deres land og jeg er bare turist. En tunnel virkede lidt uhyggelig. Max. 30 og advarsel om sving, uheld og ujævn vej. Med den dårlige belysning i tunnelen og de gigantiske bort sunken asfalt (læses huller), fik jeg ingen fartbøder. Ikke så vidt jeg ved, har jeg fået nogen endnu, men jeg har jo heller ikke set i min post for nylig. De bruger at tager fartfoto, både i Norge og England, så det kan være der er post når jeg kommer hjem. En enkelt gang blev jeg advaret af en modkørende Mc om politi kontrol, og fik sluppet håndtaget i tide, så jeg er ”måske” bøde fri indtil nu. Vider mod betalings tunnelen til Nord Kap, eller retter til Magerøya som er øen hvor på Nord Kap befinder sig. Så gik det ellers ned under havets overflade, et stykke lige ud, også ellers kravle op igen. Det gav en vis trykkende for ørene, men videre – satans rener – nord på. Lidt længer frem af vejen kunne jeg se noget havgus i det fjerne og sener medens jeg kravlede op af bjerget, tiltog tågen. Jeg følte mig som i et dystert eventyr landskab, hvor mit syn var begrænset med ca. 10 meter. På skilte kunne jeg læse at de desværre ikke havde fået sat autoværn og tilrådede forsigtig kørsel – den er bare ok med mig! Omsider kom jeg til endnu et betalingssted, hvor de ville have 200 N. kr. for at køre ind på Nord Kap. Betalte, men der var stadig ikke en skid at se. En bom viste jeg ikke kunne komme længer og jeg drejede ind på en parkeringsplads og smed cyklen. Famlede mig i retning at vejen bag bommen og fandt en bygning – Nord Kap! Indendørs gik jeg i souvenirs butikken og købte en t-shirs og et par klistermærker til cyklen. De har det med at falde af, de der klistermærker. Jeg har mistet alle fra Plymouth og en fra Lapland, så jeg køber gerne en ekstra og har fundet ud af hvilke der måske holder – alt efter hvor gamle limen er og om de er med et sølvpapir lignende underlag. Det holder ikke. Kikkede lidt på den manglende udsigt og tog et par billeder af kuplen. Sendte også en hilsen til Cosy Chicks som også havde ramt toppen – altså Træf på Toppen. Inde i bygningen gik jeg til receptionen for forsigtig at fortælle damen at min faster havde været her for ca. en måneden siden og.. ”Er du Susanne Tillemann?” – Ja! – og vupti var der en plastik lomme med udskrift fra starten på denne side og to glaskugler inden i. Tak Hilda! Så var det helle turen værd, også uden udsigt! For er der noget, som en der tænker på lille dig, i det store udland, langt væk fra hjem. Helt ærlig, så troede jeg ikke den var der mere, men Hilda, du må have gjort et stort indtryk – og jeg kan levende forstille mig hvordan. Du skal nok få glaskuglen igen, men der går nok lige et par dage. Bagefter kikkede jeg lidt på de konger der har besøgt Nord Kap og så en film om området og udsigten på en god dag. Det var det! Syd på, selvom billetten også var adgangs givende næste dag. Jeg er allerede forblændet af Norges fantastiske udsigter, så en enkelt forbigået udsigt over vand, kan ikke bringe mit … i kog – jeg vil syd på til varmen! Inden jeg kørte sendte jeg et postkort til min far. Han samler på frimærker og sender man et postkort fra centeret, bliver det stemplet med et særlig Nord Kap stempel. Jeg håber han kan bruge det. Turen tilbage ad samme vej jeg kom. En af de første gange jeg prøver det, men der er kun en vej der til. I Honningsvåg tankede jeg både cykel og pengepung, og hilste igen på de to søstre fra Horsens og Fyn, før jeg igen kørte syd på. Flere rener, og mere regn. Efter et af utallige sving, dukkede der er rasteplads op. Den snupper jeg og der var både das og et af samernes åbne huse. Tog dem i nævnte rækkefølge og kort efter dukkede 3 MC’ister fra Estland op. En af dem kom op i huset for at spørge om jeg frøs - næh, ikke alvorligt, men jeg svedte heller ikke! De ville lave mig noget at varme mig på – først afslog jeg, men fandt ud af de så stod i regnen og ville koge deres suppe, så jeg hentede dem straks ind i hytten. Vi fik alle 4 en kop varm suppe med nudler fra Estland og jeg fik et par tip om hvilke steder et besøge i deres land. De havde stadig 3.000 km hjem og da jeg var på Nord Kap havde jeg kørt 6.603 km, så måske kan turen ikke gøres på 10.000 km. Nedstigningen indebar mange får og endelig et sted at overnatte i hytte – handskerne var godt gennemblødt og jeg var ved at trænge til lidt varme.